Historien bag

Min plan

Som forstadsbarn fra whiskeybæltet - født med guldske i munden og børneopsparing i baghånden - har jeg altid haft gode forudsætninger. Jeg startede som de fleste i skole som 6-årig. Jeg afsluttede mit folkeskoleforløb fra Kildegaard Privatskole med flotte karakterer. Og da jeg i sommer blev student fra Gammel Hellerup Gymnasium med et pænt snit, var jeg målrettet og målbevidst. Planen som følger: et sabbat-år med fuldtidsarbejde, som dels skulle give erhvervserfaring og dels skulle finansiere et udenlandsophold med formål at udvide min kulturelle horisont.. Og nå jo, måske også for at stille min eventyrlyst, og ønske om at drikke billig alkohol med gode venner i Sydthailand. Ret skal vel være ret. Jobbet skulle være inden for det felt jeg senere i livet ville beskæftige mig, og skulle (foruden finansieringen af min dannelses-druktur) sørge for et kapital til udbetaling af lejlighed snarest efter hjemrejse, så jeg var klar til at starte studie sommeren 2016. Det var planen. 

Plan B
Men som nyudklækket student var jeg stadig ikke helt klar over, hvad jeg ville være "når jeg blev stor". Som for de fleste børn har svaret varieret i takt med at penalhus blev udskiftet med computer; Dyrepasser, dyrelæge, tandlæge, tandfe? Det satte delen af min plan om at finde et studierelevant job lidt på prøve, men det tog jeg ikke så tungt, for alle jobs er vel i bund og grund erhvervsforberedende, ikke? Desuden havde jeg stadig helt til foråret, hvor ansøgningen skulle sendes, til at finde ud af hvortil. Jeg fattede mod. Men da jeg ved sommerens udløb (efter studenterfester, Roskilde og en smuttur til Kroatien) stadig ikke havde fundet et job, mistede jeg det igen. Under pres af den politiske diskurs om fjumreår og tale om tidsspild, hvis man overvejede at tage mere end et års "pause" i uddannelsessystemet (hvilket jeg set i bakspejlet er komplet uenig i) begyndte jeg at stresse. Jeg var bange for at sakke bagud, og for ikke at have tid nok til at tjene penge til at rejse, og til den Østerbro-lejlighed jeg drømte om. Men endelig var der bid, og jeg fik et job, som jeg blev rigtig glad for på trods af, at det ikke var specielt udfordrende og kun lugtede en snert af det spor, jeg på givne tidspunkt så mig selv forsætte i. Således var plan B skudt i gang: at bruge året på at finde drømmestudiet, mens jeg via mit desværre ikke erhvervsrelevante men flot betalte job fik skrabet sammen til et par måneder i solen og en rygsæk fuld af oplevelser.

Uddannelsesplan < Rejseplan

Så kørte det! Fast mødetid, god månedlig indkomst (suppleret af mit deltids-weekendjob) og en proppet kalender primært domineret af cafe-, weekend- byture. Jeg havde travlt og jeg elskede det. Men da det blev forår, og tiden kom til at jeg skulle pakke rygsækken for at tage 3 måneder til Asien, var der stadig et hængeparti. Afrejse faldt sammen med ansøgningsfrist til uddannelse, og jeg havde stadig ikke fastlagt en kurs. Og hvis ikke jeg fik søgt, ville det betyde, at jeg ikke ville have et studie at vende tilbage til. Med andre ord; også plan b ville ryge i vasken. Uden konkret pejlemærke gik jeg febrilsk gang med at lede efter et studie, og som nærmest sendt fra himlen (ikke at jeg er synderligt religiøs) fandt jeg en linje, hvis pensum praktisk talt var en oversigt over alt jeg interesserede mig for. Jeg fik strikket en kvote to ansøgning sammen, og indså da den lå klar, at jeg var nød til at give slip på mit behov for at planlægge fremtiden, eftersom jeg ingen anelse havde om, hvad udfaldet ville blive. Jeg ville enten 1) blive tilbudt en plads med vinterstart pr. februar 2016, 2) blive tilbudt en stand-by-plads og optagelse året efter, eller 3) jeg ville få nul og niks. Med rygsækken pakket måtte jeg erkende, at jeg for første gang stod helt uden uddannelsesplan. Jeg måtte holde mig til rejseplan, og ansøgningen blev sendt afsted med krydsede fingre kort inden jeg boardede flyet mod Asien.

Plantastisk

Lad mig starte med at slå fast, at jeg anbefaler alle at tage ud og rejse efter gymnasiet. Ja, jeg mener faktisk det burde være obligatorisk.. Mon den nye siddende regering er interesseret i sabbatårs-lovforslag? Jeg forventer, at alle vil opleve det samme, som jeg i løbet af foråret har oplevet; Et afbræk fra hverdagen har givet mig mulighed for, at se den i et helt andet lys. På de ulideligt lange backpacker-busture, og mens jeg har slanget mig på Cambodianske strande har jeg haft tid til at tænke over, hvad jeg egentlig vil. Og så har jeg mødt alverdens inspirerende mennesker. Da jeg i april stod helt dansker-bleg i Kastrup, havde jeg i mente, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle, da jeg 3 måneder senere ville stå samme sted (forhåbentlig med bedre kulør). Men jo længere på rejsen jeg kom, des mere afklaret blev jeg med, at det var okay. Jeg tænkte tilbage på min oprindelig plan, som indtil for kun et år siden var 'set in stone'. Planen, hvor selve denne sabbatårs-rejse primært var tænkt som mulighed for at give mig nogle ekstra oplevelser med på vejen. Helt klichéagtigt påstår jeg nu, at rejsen 'blev' vejen.. Altså, hvor jeg før mente, at man burde have en plan for at opnå mest muligt, er jeg nu bevidst om, at man på den måde let kan lade muligheder forbipassere, netop fordi de ikke lige passer ind i, hvad man først havde bestemt sig for. I starten af rejsen forsøgte jeg at læse 'alt' om de steder vi besøgte, men indså hurtigt at idet jeg konstant forsøgte at være på forkant med fremtiden, glemte jeg at nyde nutiden. Da jeg først lænede mig tilbage og som i 60'erne bestemte mig for at "go with the flow", fandt jeg, at dét ikke at have en plan, og bare lade sig påvirke, giver én mulighed for konstant at lytte til sine behov. Ikke de behov man tænker vil opstå, men dem, som man rent faktisk har. Jeg har forsøgt at begrænse mig, og bringer her blot en håndfuld eksempler på, hvordan jeg lod mig påvirke:

• At færdes i så radikalt fremmede kulturer gav mig blod på tanden, for at lære mere om andre samfund end det københavnske, som når det kommer til stykket er det eneste, der virkelig sidder på rygraden. På godt og på ondt.
• En samtale med en ung fransk fyr i Cambodia fik mig til at indse, hvor meget af mit ellers udemærkede skole-franske, jeg havde glemt. Og til at indse, hvor meget jeg har lyst til at mestre et fremmedsprog.
•  Jeg læste "the power of now"; Filosofi om at leve i nuet for begyndere. Selve bogen var jeg ikke synderligt begejstret for, men budskabet tog jeg, baseret på alt hvad jeg ovenfor har beskrevet, i meget høj grad til mig.
• Som backpackere rejste vi konstant. Vi var aldrig samme sted mere end 3 dage, og nåede derfor aldrig helt 'til bunds' i de steder vi besøgte. Det har medført en lyst til at slå mig ned i en fremmed by og lære alle sprækkerne i den blanke overflade at kende.
• På Bali mødte jeg en sen aften en fyr, som jeg fik en lang og ungdoms-livsfilosofisk sludder med, om alt hvad jeg i ovenstående paragraffer har prædiket

Opsummeret må man sige, at der skete meget inde i mit lille hoved på de 3 måneder. Da det blev tid til at tage afsked med nudelretter og malariapiller for at flyve hjemad, var det således uden konkret plan for fremtiden, men til gengæld med en masse tanker om, hvad jeg havde lyst til at bruge min tid på. Nu hvor jeg sidder her på mit værelse er det som om, at alle disse indtryk og påvirkninger er kulmineret til en drøm, som vil give mig mulighed for at kombinere alle de lyster, jeg har fået. Jeg drømmer om at flytte til Paris, hvor jeg agter at lære fransk og nærstudere 'hjerternes by', som jeg ellers kun har besøgt på weekend-turistophold.

Ny plan = ingen plan

Nu vil politikere og den ældre generation måske argumentere for, at det ganske vist kan være fint med ideer og inspiration, men at man ikke kommer langt med flyvske påfund. Protest! Jeg ved som sagt ikke hvor jeg ender, men som 20-årig, selvstændigt, generelt arbejdsomt og ambitiøst individ fra et velfærdssamfund, er jeg ikke urolig. Det er da først hvis jeg, i forsøg på at tilfredsstille føromtalte 'skeptikere', ved at haste igennem uddannelsessystemet uden at mærke efter, at jeg om yderligere 20 år sidder i midtvejskrise med følelsen af, at det er for sent. Hverken overskud til Zumba eller madlavning efter at have brugt tid og energi på et job, som egentlig ikke interesser mig. Først da, når alt drive og motivation er mistet, vil jeg for alvor svigte mine medmennesker. Netop fordi jeg ikke tog mig tid til at nyde rejsen, og indimellem stå af for at dobbelttjekke om kursen stadig var mod en endedestination, jeg drømte om. Jeg skal nok holde med metaforer for nu.

Følg med 'sans plan'
Om denne 'lille' sammenfatning kan kaldes et debatindlæg om unge i samfundet ifht. uddannelsessystemet, eller om andre unge (og det håber jeg på) kan finde lidt trøst i at læse uforpligtende om, at der findes andre, der er lige så snot-forvirrede og planløse som dem selv, eller om denne blog bare vil forsvinde blandt de mange hundrede, der bliver oprettet på daglig basis, det ved jeg ikke. Og det betyder for mig ikke så meget.Tanken bag bloggen er at fortælle historien om det som ung, at flytte til udlandet. Dette opslag er blot historien bag. Ikke desto mindre er jeg glad for at du er her, med helt fra starten, og jeg inviterer dig til at følge med videre på min rejse.

Et gammelt billede af mig første gang jeg besøgte Paris