torsdag, august 27

Fly og logi: Hvordan og fordi

Med datoerne mere eller mindre sat er det blevet tid til 1) at købe flybilletter, og 2) at finde et sted, hvor jeg kan indlogere mig, mens jeg skal rende rundt og lege franskkvinde. Flybilletterne er nemt klaret. Jeg har først kigget på Momondo, hvor man ganske vist kan finde billige billetter MEN det kan alligevel løbe op med tillæg og jeg skal komme efter dig, hvis man skal have bagage med.. Og så længe tror jeg nu alligevel ikke at jeg kan klare mig med kuffert i kabinestørrelse. Sko alene vil fylde så meget. Derfor har jeg brugt (og kan virkelig anbefale) SAS-ungdomsbilletter. For det første finder man relativt billige billetter, man kan havde 23 kg med (udover skotasken i kabinen), der er mange afgange på dagen, og så kan man optjene bonuspoint til senere rejser. Smart. Selvfølgelig kom jeg til at klikke en forkert dato, og det kostede mig 500,- at ændre det (hvilket bittert nok svarede til hele den løn, jeg havde tjent samme dag, og som havde krævet at jeg stod op kl 4.45), men nu er det booket. Jeg rejser d. 21 september.

Og så til lokation. Jeg har været i Paris 3 gange før med min familie, hvor vi på må og få har vandret byen tynd. Dog er det et par år siden, og jeg må indrømme at min ellers udmærkede stedsans og min generelt gode hukommelse svigter lidt. Derfor har jeg brugt lidt tid på at kigge gamle billeder igennem af de forskellige områder, og har i iPhoto fundet billeder af turister foran Eiffeltårnet, streetperformers i Montmartre, mig i tøj jeg i dag kun kan ryste på hovedet af, Triumfbuen og duerne foran. Det førte til en del nostalgi og en masse vakte minder, og som resultat nogle tanker om hvor jeg skal kigge.. og hvor jeg ikke skal. Men jeg har selvfølgelig også forhørt mig omkring, om hvordan andre tænker om byen. Jeg har snakket med min mor og far, som boede i Paris sammen som unge. Jeg har talt med veninder, der har været en smuttur forbi og shoppet. Og med venners venner som af helt andre årsager har besøgt byen. Jeg har læst diverse blogs (og kan varmt anbefale www.klodendanser.dk), set film der foregår i Paris, og generelt haft pen og papir klar (lige på det punkt er jeg lidt gammeldags), og skrevet lange lister med tips og råd, som jeg gennem de seneste par uger har samlet sammen. Alt i alt føler jeg, at jeg har fået en god fornemmelse for, hvordan byen hænger sammen. Konklusionen på det hele er, at jeg vil finde en lejlighed i Marais-kvarteret. Næste indslag handler om, hvordan jeg vil gribe det an. Det begynder at ligne noget!

Så er flybilletten i hus

fredag, august 14

Hvor starter man?

Det var med svedende håndflader, at jeg forleden åbnede mailen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som enten indeholdt et afslag eller et løfte om optagelse februar 2016. Det var med flakkende øjne jeg skimmede mailen igennem. Og det var med hjertebanken, at jeg kunne bekræfte, at jeg var blevet optaget! Det har jeg fejret lige siden.
Det betyder, at der fra i dag af kun er præcis 5 måneder, 2 uger og 3 dage til, at jeg skal starte med at læse kommunikation. Altså må mit Paris-eventyr komprimeres og afrejse må være snarrest. I mit tidligere opslag prædikede jeg om friheden og fordele ved ikke at have en plan, men hey, lidt planlægning må der trods alt til, for at man sådan midlertidigt kan immigrere.

Og hvor starter man så? Jo, man starter med at invitere sin veninde Nanna på en kop kaffe. Nanna flyttede sidste år - på samme måde som jeg nu drømmer om det – til Paris i 4 måneder, og min logik sagde mig, at hun da måtte have et godt råd, at give mig med på vejen. Forhåbentlig flere. Det viste sig, at Nanna var min heltinde, og efter 3 timer og 2 americano'er sad jeg med et flersidet word-dokument propfyldt med guldkorn. Jeg kan kun håbe på, at jeg om et år vil få mulighed for at hjælpe andre, på samme måde som Nanna har hjulpet mig. Jeg vil forsøge at gennemgå de mange punkter, hun hjalp mig igennem via særskilte opslag. For nu vil jeg blot fremlægge mine overordnede overvejelser omkring, hvordan mit Pariser-drøm skal udleves:

Jeg er så heldig, at mine bedsteforældre har inviteret mig til Korsika i efteråret (jeg heldige asen), og man siger jo ikke umiddelbart nej til sol og ferie med sin søde familie. Derfor er jeg kommet frem til, at jeg vil rejse til Paris i ca. 3 uger op til mit familie-ensemble, så dase en uge med dem i Sydeuropa, og snarrest derefter rejse tilbage til Paris, og blive der frem til midt januar. Det vil give mig yderligere 3 måneder i hovedstaden inden studiestart. I løbet af de første 3 uger tænker jeg, at jeg bare skal tulle rundt – muligvis iført sort baret og rød læbestift – og lære byen og kende samtidig med at jeg forhåbentligt kan få rettet lidt op på mit franske. Derudover ville det være tjekket, hvis jeg i løbet af de dage kunne skaffe mig et job, at vende tilbage til, når jeg besøger Paris round 2. De sidste 3 måneder skal gå med at arbejde og etablere mig selv (midlertidigt), drikke espressoer på franske fortovscaféer og spise baguettes. Det lyder ikke helt dårligt, vel?