Udbudne gæster

I nat lå jeg og sov trygt og godt i min seng. Jeg snorkboblede indtil en mystisk lyd vækkede mig omkring halv 4. Jeg troede det var vandhanen, der løb, så jeg vendte mig søvnigt om, og trak dynen op over hovedet. Men lyden kom igen. På det her tidspunkt syntes jeg, at det var underligt, så jeg satte mig op i sengen, og lyste med min telefon hen mod mysteriet. Fandeme så (et bandeord her må være på sin plads), om min skraldespand ikke bevægede sig!? Med bævende bevægelser nærmede jeg mig det underlige fænomen, og opdagede at en MUS havde taget residens deri. Hvordan den var kommet derned, det vidste jeg ikke, men ud kunne den ikke selv komme. Til gengæld gjorde den nogle ihærdige forsøg på at hoppe ud. Hoppe lige op i ansigtet på mig, mens jeg med lynhurtige, halvpaniske bevægelser lukkede posen til, hamrede døren til gangen op, og kylede den derud. Skraldespand og mus. Slam! Derfor et tip til jer derude, som også har lejet en gammel lejlighed: luk madvarer til og tøm skraldespanden ofte, medmindre du ønsker en værelseskammerat. Det kan selvfølgelig også være hyggeligt.. Jeg foretrækker bare en uden hale!

Om ikke at være bange for 'nej'

Som person er jeg meget udadvendt. Dette er noget, jeg har måtte lære mig selv. Jeg får ofte komplimenter for – og dette er ikke for at pudse min glorie; pointe følger – hvor god jeg er, til at tale med og foran fremmede.

Hvad mange af dem ikke ved er, at det ikke altid er kommet sådan umiddelbart. Jeg løb engang ud af børnehavens Lucia-optog midt under skønsang, overvældet af den intense mængde af bedstemødre med kameraer. Jeg tog ligeledes flugten under sommerfestens cirkusrevy iført dalmatinerkostume. Lad os bare blive enige om, at jeg ikke kunne lide fokuseret opmærksomhed. Men i takt med at jeg blev ældre, valgte jeg at bearbejde denne sky-hed.. Sky-dom.. Hvad hedder det? At bearbejde, at jeg var sky. Jeg startede til teater, og forsøgte så vidt muligt, at tvinge mig selv til at tale med fremmede, når muligheden bød sig. I dag har jeg ingen problemer med at tale med fremmede - snarere tværtimod – og er uendeligt taknemmelig for denne evne, som jeg har opnået. Og nu til pointen. Når man flytter til udlandet alene, så er det min overbevisning, at man ikke må være bange for at henvende sig til fremmede. Og endnu vigtigere, man må ikke ikke henvende sig, af frygt for at blive afvist. Jeg er sikker på, at alle, der på samme måde som jeg, er flyttet til et fremmed sted, først og fremmest ønsker at etablere et socialliv. Det er trods alt sjovere at grine sammen end alene, non? Derfor – og ved tanken om ikke at ville ende som ensom turist i fremmed by – har jeg i løbet af de seneste par dage startet utallige samtaler på ”fransk” – bemærk citationstegnene. Jeg vil skyde på, at halvdelen er endt halvakavet og på engelsk. Som yngre ville dette måske have afskrækket mig fra at tage kontakt igen, men sådan forholder det sig heldigvis ikke i dag. For at understrege min pointe, vil jeg bringe to eksempler, hvor jeg har taget initiativ helt uden at overveje, at det kunne ende i et nej. Det er man nød til. 

Den franske

I går vandrede jeg rundt i Marais-kvarteret på jagt efter en hyggeligt café, hvor jeg kunne arbejde lidt. Jeg fandt et sted, hvor jeg var sikker på, at de serverede kaffe. Det var ikke så svært, det gør de alle steder! Jeg satte mig i en sofa-arrangement helt i stil med den café, hvor Rachel, Ross og Pheobe hænger ud. Kort efter satte der sig en ung, fransk fyr sig ved siden af mig. Jeg kunne se at han ikke var sammen med nogen. Jeg vurderede dog, at han sad og ventede på noget. Jeg tog ikke notits af de hovedtelefoner, han havde på, og spurgte ham hvad han hed. Derfra snakkede vi en halv time. Han hedder Nathan, han er 17 år, og vil gerne lære engelsk. Sidstnævnte var grunden til, at han var på caféen, og han kunne fortælle mig, at på selv samme café, selv samme aften, var der stand-up i den godt gemte kælder, og at han skulle optræde. Han inviterede mig til at se på, og jeg brugte således den næste time på at skraldgrine. Efter showet, som for resten er gratis og jeg varmt kan anbefale, udvekslede vi informationer og aftalte at tales ved for at lære hinanden henholdsvis engelsk og fransk. Voici, en sød, sjov fransklærer til mig.

Den danske

Jeg skypede forleden med min bedste veninde, som mindede mig om, at hendes veninde også er i Paris som au-pair. Selvom jeg kun har mødt hende en enkelt gang (jævnt påvirket af alkohol), så sendte jeg for to dage siden hende en besked på Facebook og spurgte, om hun havde lyst til at mødes en af dagene. Hun kunne let have sagt nej tak, men der gik ikke mange timer, før hun havde inviteret mig med til en au-pair-komsammen i går aftes. Jeg mødte op på aftalte tid og sted, og endte med feste hele natten på en gade i nærheden af Bastille (i stil med Gothersgade) sammen med 10 au-pair piger fra hele Europa. Det var så sjovt, at de inviterede mig med til picnic ved Eiffeltårnet dagen efter. Voila, en kæmpe vennegruppe foræret.

Pointen; havde jeg ikke prikket den franske fyr på skulderen, havde jeg ikke fundet den hemmelige grinekælder. Og havde jeg ikke sendt den sms, til en pige, som jeg overhovedet ikke kendte, havde jeg ikke på 24 timer fået kendskab til den utroligt søde gruppe af mennesker. Til gengæld havde jeg nok haft mindre ondt i hovedet i dag. Derfor lyder opfordringen: Vær ikke bange for et 'nej'. Du får aldrig et 'ja', hvis du ikke spørger.

PS. Jeg har talt med banken, og har fundet en løsning!

Au-Pair Picnic 

Den søde komiker

Spærrede kort og rede-penge

Kl. er 23.28. For ca. 20 minutter siden modtog jeg en sms fra Danske Bank. Min første indskydelse var, at det var en advarsel om overtræk, for selvom jeg kun har været her få dage, så har det vist sig, at alle har haft ret, når de har sagt, at det er dyrt at bo i Paris! Da jeg åbnede beskeden så jeg, at mit kort var blevet spærret grundet mistanke om misbrug. Herfra tænkte jeg, "tsk, tosser, jeg er bare taget til Paris", kunne de ikke lade være med at overdrive og være så mistroiske? Jeg ringede op til det linkede nummer, og fik mig en snak med en sød pige, der kunne fortælle mig, at det var nogle afviste transaktioner i Indonesien, der havde fået NETS til at reagere! Hun fortalte, at nogen muligvis havde kopieret kortet, og nu havde forsøgt at bruge det, men at der heldigvis ikke var blevet trukket noget. Kortet ville hun til gengæld lade være lukket. Så måtte jeg jo forklare hende, at jeg sad alene i Paris, og det faktisk var mit eneste kort. Normalt plejer jeg at have to, men koden til mit MasterCard er for længst glemt, så det lod jeg være derhjemme. Typisk. Hun gav mig et nummer at ringe på i morgen efter 9, for at aftale hvordan og hvorledes i forhold til at få et nyt kort. Jeg tænker, at det nemmeste er, at få min mor til at sende mit MasterCard med posten. Men den må jeg tage i morgen.

Lektien kommer her: Når man rejser - både alene og med andre - er man nød til at være forberedt på alt. Heriblandt at miste eller få stjålet sit/sine kort. Og heldigvis var jeg klog nok, til at følge mig eget råd, da jeg for to dage siden landede. Som noget af det første hævede jeg et rede-beløb, som jeg straks gemte i mine mange tasker og rundt omkring i lejligheden. Man må sige, at det var hurtigt, at "hvad nu hvis" blev til "hvor var det godt at"! Så kære læserere, kære rejsende; tag notits!

Hyggelig besked fra banken

Le Premier Jour: Ensomme tanker, en varm velkomst og første skoledag

I dag var min første hele dag i Paris. Jeg vågnede op ellevild. Og blev det kun endnu mere af synet, det mødte mig som det første, da jeg satte mig op i sengen. Eiffeltårnet. Det bliver ikke svært at huske, hvor jeg er. Der er sket to rigtig spændende ting for mig i dag.

Først og fremmest viser det sig, at min veninde Nanna, som jeg har skrevet om i et tidligere indlæg, og som boede her sidste år over samme antal måneder, helt tilfældigt var på en forlænget weekend hernede. Så efter at have spist morgenmad, som jeg kokkerede i mit lille bitte køkken, slentrede jeg mod République. Her blev jeg mødt af søde Nanna, der havde taget sin danske veninde med, som også boede her. Sammen gik vi alle tre gennem de små gader, langs Canal Saint Martin, og endte ved en hyggelig café, som pigerne havde udvalgt. Det er med garanti ikke sidste gang, jeg besøger stedet, og skal nok skrive noget mere om det på et senere tidspunkt. For mig var det helt vidunderligt at blive taget imod på den måde. Jeg må indrømme, at da jeg sad i går aftes, helt mutters i lejligheden, så følte jeg mig godt nok meget lille i en meget stor by, og jeg kunne ikke snige mig udenom den indlysende tanke; jeg er alene. Og i forlængelse heraf ekkoede et spørgsmål, der var mindst lige så uhyggeligt; kommer jeg mon til hele tiden at være det? Jeg bekender mine følelser på givne tidspunkt her, for at anerkende dem. Det er selvfølgelig normalt, og jeg var på sin vis også forberedt på denne pludselige Palle Alene i Verden-følelse, som jeg tror alle vil opleve, første gang man for alvor er kravlet ud af reden. Når ti-øren falder, og det går op for en, at man ikke er i hjemlige, vante og tygge omgivelser. I samme sekund, som disse tanker faldt mig ind, fik jeg en sms fra min mor; "Husk at det sjove, er alt det uden for din comfort zone". En ro bredte sig i min krop. En ro og tro på, at sådan kommer det ikke til at blive, der kun blev forstærket, da jeg i morges sad i godt selskab med en i øvrigt forbandet god kop kaffe. Endnu en af Nannas danske men Paris-bosatte veninder slog sig til, og det gik op for mig ud fra selskab og samtale, at selvom det måske ikke umiddelbart styrker mine fransk-kundskaber, så vrimler det med i hvert fald danskere i præcis samme situation som mig. Unge mennesker, der formegentlig har haft det på præcis samme måde som jeg, da de skulle falde i søvn deres første aften i Paris. Med det i mente sagde jeg på gensyn til pigerne, og smuttede ud på de franske gader igen. Selv havde jeg nemlig planlagt noget for dagen. Noget der på den anden side i høj grad vil komme til at påvirke mit franske. I dag var første dag på det sprogkursus, jeg har meldt mig til. Seperat opslag følger.

Nanna og hendes danske veninde

J'arrive!

Det virker uvirkeligt at være her. I morges, da min vækkeur gik af, var det til den dag, som jeg efterhånden har ventet længe på. Afrejsedag. Min mormor og morfar kiggede forbi til morgenmad med mine forældre og min søster, og så kørte min mor mig til lufthavnen. Selvom jeg i første omgang kun skal være afsted i 20 dage, så har jeg pakket min kuffert så kompakt, at det var nødvendigt, at en stewardesse måtte påføre den et ekstra mærkat med ordet "heavy" skrevet med fed tekst. Jeg håber det nu også er det rigtige, jeg har pakket. Selve flyveturen gik super nemt, og det samme gjorde togturen til lejligheden, takket være de veludførte anvisninger fra min udlejer. Med sommerfugle i maven ringede jeg på døren til den opgang, jeg var blevet tilsendt, og blev taget imod af en sød fransk pige på min alder. Hun talte ikke meget engelsk, så jeg var nød til at ty til mit franske, og overraskende nok kom det til mig, lettere end jeg ville have troet. Jeg holdt vejret da hun åbnede døren, for selvom jeg (som beskrevet i tidligere opslag) kun har gode erfaringer med airbnb, så ved man jo, når det kommer til stykket, aldrig. Jeg blev positivt overrasket ud over alle grænser. Den er større end jeg troede, den ville være. Den er enormt ren. Sengen er kæmpe. Og sidst men ikke mindst; udsigten er fuldstændig fantastisk! Efter at være blevet vist det praktiske i lejligheden, sagde jeg farvel til den franske pige, tog mig overtøj på, og bevægede mig ud på de franske gader. Jeg vandrede rundt 1,5 time uden kort eller fornemmelse for hvor med et kæmpe smil på læben og en lyst til at skrige "je suis arrivé!". Jeg må have lignet en lalleglad idiot, men jeg var fuldstændig ligeglad. Pludselig var jeg ved Bastille, så var jeg ved Place des Vosges og så ved République. Jeg har simpelt hen allerede været på sightseeing. Så kom næste skridt; jeg spurgte mig (på fransk) frem til, hvor det nærmeste supermarché lå. Det viste sig at ligge 15 meter fra lejligheden, som decideret må siges at ligge lige i smørhullet af Paris. Jeg slæbte 3 poser op på 5 etage og lavede mig mit første franske måltid. Spiste det og begyndte så småt at pakke ud. Da jeg følte at jeg fortjente en pause, hev jeg det guf frem, som jeg havde købt i dagens anledning, kravlede under dynen, og satte 'Chocolat' på, bare for at komme i fransk stemning. Det var dog svært at koncentrere mig om filmen, eftersom hver gang jeg kiggede en lille smule op over skærm, så kiggede jeg på det smukt oplyste Eiffeltårn! Det er simpelt hen magisk at være her. Nu er klokken mange og jeg er helt udkørt af rejse og spænding, så jeg vil kravle under dynen. Jeg har også en lang dag foran mig. Mere om det i morgen. Bonne nuit!

Den smukke udsigt fra lejligheden.

Ja, det er Eiffeltårnet, man kan se.

Et sted at bo

Jeg har gennem tiden udelukkende haft gode erfaringer med airbnb.com, og har kun hørt venner og bekendte rose det til skyerne. Ja, vi lejede endda vores egen lejlighed ud over sommerferien via hjemmesiden et par år tilbage. Senest har vi lejet en lækker lejlighed helt på den anden side af Atlanten, og det viste sig, at adskillige tidszoner til trods, så har der været en fælles forståelse for, hvad der er fedt at leje (ud). Vi blev modtaget og sendt afsted med kæmpe smil hele vejen rundt. Derfor er jeg ret overbevist om at man ligeledes indenfor Europa - nærmere betegnet mellem København og Paris - ligeledes har samme opfattelse. Det giver mig ro i sjælen i forhold til næste punkt på min liste: at finde et sted at bo. Som beskrevet i tidligere opslag skal jeg til Paris i to omgange. Første gang er det "kun" 20 dage, og efter at have vendt og drejet mine muligheder, har jeg besluttet mig for at leje en lejlighed hertil, og så lede efter logi til runde 2 i løbet af de knapt 3 uger.
Med den beslutning taget satte jeg mig foran min computer med en kop kaffe og slog søgekriterierne ind. Hvornår, hvorhenne og hvor mange. Og ikke mindst til hvilken pris. Det skal ikke være en statshemmelighed, at pengepungen ikke er bundløs ligesom Mary Poppins bundløse taske, der rummer standerlamper og skefulde sukker, selvom det nu også kunne være rart i forhold til mængden af tøj, jeg har planlagt at fragte med sydpå. Hvor kom jeg fra? Nå jo, selvom jeg har lagt penge til siden fra jobbet før Asien, og jeg den seneste måned er stået op 4.45 for at arbejde 11-timers vagter, så er det ud fra et konservativt budget, at jeg gik på jagt efter en lejlighed i Marais-kvarteret. Lad mig starte med at sige det, som det er. Det er svinedyrt at bosætte sig i kærlighedens hovedstad. Efter et par timer foran skærmen fandt jeg en billig og hyggelig 20 m2 studio med hems og delt badeværelse (hvilket lader til at være meget normalt i Paris), og sendte en anmodning afsted. Der gik ikke mere end et par timer, før jeg fik et afslag retur på mail. Jeg skrev og spurgte hvorfor, men fik desværre intet svar. Jeg ræsonnerede mig frem til, at det ikke er alle, der har lyst til at udleje til en 20-årig af frygt for, hvad vi 'ungdommere' dog kan finde på af uartigheder. Den risiko havde jeg ellers forudset, og havde i min profiltekst sørget for at beskrive formålet med mit ophold; at lære sproget og byen at kende. Ingen abefester til denne unge dame. Men afslaget tog jeg let, og tastede igen søgekriterierne ind. En halv time senere havde jeg sendt en ny anmodning afsted, og et kvarter senere modtog jeg en bekræftelse. Lad mig igen rose konceptet. Det fungerer altså! 
Det jeg har fundet er en 14 m2 lejlighed under taget, hvor man fra den franske altan kan se Eiffeltårnet. Bliver det mere fransk? For 20 dage kommer det til at koste mig 6500 dkk. Det er til sammenligning billigt i forhold til, hvad jeg ellers har kunne finde. Selvfølgelig kan det vise sig at det hele er skrammel og at mine høje forventninger til airbnb kommer til at skuffe. Jeg tror det nu ikke, og er allerede i korrespondence med den flinke udlejer, som er sød til at svare mig på alle mine spørgsmål om transport og logistik. 
Det er godt nok spændende!

Kvittering på leje af lejligheden