Intentionen med denne blog var at beskrive fordelene ved ikke at have en plan og lade tilfældighederne overtage. Derfor er det ironisk, at nogle andres plan gik ind og trumfede min mangel på samme. I mit seneste oplæg skrev jeg at jeg ville få besøg af min søster. Hun ankom torsdag aften, og vi havde nogle vidunderlige timer og oplevelser sammen, inden vi desværre kom meget tæt på den plan, som nogle havde lagt for fredag d. 13 november. Vi oplevede terror-aftenen på første parket, og det har ultimativt betydet at jeg pakkede min kuffert, sagde mit job op og bedrog mig hjemad. Midlertidigt!

Det blev til 4 uger på dansk jord. 4 uger som for mig gik ufatteligt langsomt, samtidig med at jeg ikke forstår, hvor tiden blev af. Jeg udnyttede selvfølgelig tiden med venner og familie, og selvom det var skønt at se dem, og at have dem nær mig, følte jeg fra sekundet jeg landede, at jeg skulle tilbage til Paris. Jeg var slet ikke færdig med det eventyr, jeg var begyndt st skrive.

Jeg valgte at tage tilbage alene, for at følge den individuelle kurs, jeg havde lagt for. Jeg ankom d. 17. december, men overtog ikke den tredje og sidste lejlighed, jeg på forhånd havde planlagt og lejet før d. 22. december. Men heldigvis har jeg jo efterhånden fået nogle søde venner i byen, hvoraf den ene tilbød mig at bo i hendes studio, til trods for at hun rejste hjem for at fejre jul. Jeg var dybt taknemmelig, og gav hende, da jeg havde fået bakset min 25kg-tunge kuffert op på syvende etage (uden elevator), et kæmpe kram at rejse hjem på. Det samme gjorde jeg til alle mine andre venner, og efter et par dage, havde jeg Paris helt for mig selv.

Det varede dog ikke længe, for allerede d. 23. december ankom min far og hans kæreste til lysets by, og blev her overjuledagene. Til den tid havde jeg overtaget min nye lejlighed, som heldigvis er stor nok til, at jeg kan have gæster boende. Efter hyggeligt visit, ønskede jeg mine første gæster i denne omgang på gensyn, og havde igen Paris på enehånd. Næsten. For derudover har jeg mødtes med en gammel ven fra Danmark som var på forbifart, og drukket kaffe med min franske ven Nathan.

Alt i alt er der gået 6 uger siden mit sidste opslag. Jeg vil ikke engang forsøge at beskrive, hvad jeg har oplevet i dem, men jeg skal nok få delt det, jeg finder relevant med jer alligevel her. Derfor håber jeg i vil følge med mig igen.

Blomster foran Le Petit Cambodge

Min nye lejlighed

Jeg rejste hjem til Danmark natten mellem d. 14 og 15. november, og havde nogle rolige uger og fik genset og krammet alle dem, jeg havde savnet. Samtidig fik jeg snakket meget om hændelserne, og jeg følte mig tryg ved min beslutning om at være taget hjem fra Paris, selvom jeg af hele mit hjerte havde ønsket, at jeg kunne være blevet. Det har været utroligt frustrerende og ødelæggende, at ydre omstændigheder - og så frygtelige af slagsen - i sidste ende tog beslutningen på mine vegne om at måtte tage hjem. Selvom det kun var midlertidigt, betød det at jeg måtte sige mit job op, og på den måde sætte mit eventyr på hold. Efter nogle uger hjemme med både lette og svære perioder, erkendte jeg at jeg ikke følte mig tilpas hjemme. Jeg var ikke færdig med Paris, og jo før jeg kom tilbage, jo bedre. Oprindeligt var planen, at jeg skulle tage tilbage til Paris d. 22 december, hvilket var dagen, hvor jeg havde lånt lejligheden fra, men for hver dag der gik i ugerne op til, blev jeg mere og mere utålmodig. Derfor bookede jeg allerede en billet til d. 17. december, og boede de første par dage hos min veninde Clara. Selvom det var hyggeligt, glædede jeg mig helt vildt til at være boende og ikke besøgende, så det var med stor glæde at jeg satte nøglerne i døren til min egen lejlighed. 

Jeg jeg åbnede døren, blev jeg mødt af et noget overraskende syn. Den tidligere havde efterladt et rod, som jeg er ret sikker på, at Sundhedsstyrelsen ikke ville kunne stå inde for. Jeg havde det i hvert fald ambivalent med de uvaskede tallerkener i vasken, det beskidte sengetøj og den gullige væske på køkkengulvet. Det vil sige at hele første aften - og et par timer af natten - gik med en af de grundigste og mest udmattende rengøringssessioner, jeg har været involveret i. Da jeg morgenen efter blev færdig med moppe og spand følte jeg mig til gengæld helt flyttet ind, da jeg i processen om at forvandle losseplads til hyggehule, virkelig følte at jeg havde skabt mig et lille hjem. Det vil sige, at at siden jeg flyttede ind i lejligheden, har jeg følt mig hjemme. Dette på trods af, at jeg godt vidste, at det kunne skulle være det 4 uger frem.

Lejligheden ligger på Avenue Rapp i det 7ende arrondissement. Et rent, pænt og ordenligt kvarter med fine boulang- og chocolateries. Selve lejlighedskomplekset udefra ligner en million. Elegante, karverede mønstre på stenvæggene, et stort, dekorativt spejl i gangen, en smuk glasdør ud til den endnu smukke gårdhave. Efter de første 3 dørkoder kommer man ind til min opgang, som er fuldstændig modsat. Opgangen er egentlig brandtrappen til de foreliggende overdådige lejligheder, men tager man den lille elevator op til 7'ende etage, og fortsætter ydereligere et niveau op via trapper, finder man en række lejligheder helt oppe under taget. Og det er her jeg har taget residens. Underligt nok er komplekset det højeste i miles omkreds, hvilket resulterer i en fuldstændig overvældende udsigt. Kigger man ud af vinduet ved hoveddøren, kan man se Montmartre og Sacré-Coeur, som hver aften er oplyst. Kigger man ud af køkkenvinduet, ser man Montparnasse-tårnet og et panorama-view af parisiske lejligheder, tage og skorsten. Hvis du nogensinde har set Aristocats, ved du hvad jeg taler om. Kigger man til gengæld ud af soveværelsesvinduet ser man ikke kun Arch de Triomph, Seinen og Trocadéro, men fra soveværelsesvinduet, siger jeg dig, ser man Eiffeltårnet fra første parket. Der er ikke mere end 400 meter derover. Det er lige til at falde i staver over. Udsigten alene gør op for den kærlige hånd, lejligheden ellers mangler. Derudover er den stor nok til at jeg kan have gæster, og det har vist sig at være meget nyttigt. Mere om det senere.

Jeg er så glad for at jeg er kommet tilbage, og det er rart at have lidt mere plads at boltre sig på. Jeg sætter desuden pris på igen at have ovn. I min forrige var der kun en mikroovn, og det blev problematisk i længden. Men selvom jeg stortrives i det lille hjem, har jeg foretaget mig rigeligt uden for de fire vægge. Det er indtil videre lykkedes mig at gå et par sko ned. Og jeg er ikke rejst herfra endnu!