Jeg rejste hjem til Danmark natten mellem d. 14 og 15. november, og havde nogle rolige uger og fik genset og krammet alle dem, jeg havde savnet. Samtidig fik jeg snakket meget om hændelserne, og jeg følte mig tryg ved min beslutning om at være taget hjem fra Paris, selvom jeg af hele mit hjerte havde ønsket, at jeg kunne være blevet. Det har været utroligt frustrerende og ødelæggende, at ydre omstændigheder - og så frygtelige af slagsen - i sidste ende tog beslutningen på mine vegne om at måtte tage hjem. Selvom det kun var midlertidigt, betød det at jeg måtte sige mit job op, og på den måde sætte mit eventyr på hold. Efter nogle uger hjemme med både lette og svære perioder, erkendte jeg at jeg ikke følte mig tilpas hjemme. Jeg var ikke færdig med Paris, og jo før jeg kom tilbage, jo bedre. Oprindeligt var planen, at jeg skulle tage tilbage til Paris d. 22 december, hvilket var dagen, hvor jeg havde lånt lejligheden fra, men for hver dag der gik i ugerne op til, blev jeg mere og mere utålmodig. Derfor bookede jeg allerede en billet til d. 17. december, og boede de første par dage hos min veninde Clara. Selvom det var hyggeligt, glædede jeg mig helt vildt til at være boende og ikke besøgende, så det var med stor glæde at jeg satte nøglerne i døren til min egen lejlighed.
Jeg jeg åbnede døren, blev jeg mødt af et noget overraskende syn. Den tidligere havde efterladt et rod, som jeg er ret sikker på, at Sundhedsstyrelsen ikke ville kunne stå inde for. Jeg havde det i hvert fald ambivalent med de uvaskede tallerkener i vasken, det beskidte sengetøj og den gullige væske på køkkengulvet. Det vil sige at hele første aften - og et par timer af natten - gik med en af de grundigste og mest udmattende rengøringssessioner, jeg har været involveret i. Da jeg morgenen efter blev færdig med moppe og spand følte jeg mig til gengæld helt flyttet ind, da jeg i processen om at forvandle losseplads til hyggehule, virkelig følte at jeg havde skabt mig et lille hjem. Det vil sige, at at siden jeg flyttede ind i lejligheden, har jeg følt mig hjemme. Dette på trods af, at jeg godt vidste, at det kunne skulle være det 4 uger frem.
Jeg jeg åbnede døren, blev jeg mødt af et noget overraskende syn. Den tidligere havde efterladt et rod, som jeg er ret sikker på, at Sundhedsstyrelsen ikke ville kunne stå inde for. Jeg havde det i hvert fald ambivalent med de uvaskede tallerkener i vasken, det beskidte sengetøj og den gullige væske på køkkengulvet. Det vil sige at hele første aften - og et par timer af natten - gik med en af de grundigste og mest udmattende rengøringssessioner, jeg har været involveret i. Da jeg morgenen efter blev færdig med moppe og spand følte jeg mig til gengæld helt flyttet ind, da jeg i processen om at forvandle losseplads til hyggehule, virkelig følte at jeg havde skabt mig et lille hjem. Det vil sige, at at siden jeg flyttede ind i lejligheden, har jeg følt mig hjemme. Dette på trods af, at jeg godt vidste, at det kunne skulle være det 4 uger frem.
Lejligheden ligger på Avenue Rapp i det 7ende
arrondissement. Et rent, pænt og ordenligt kvarter med fine boulang- og
chocolateries. Selve lejlighedskomplekset udefra ligner en million. Elegante, karverede mønstre på stenvæggene, et stort, dekorativt spejl i gangen, en smuk
glasdør ud til den endnu smukke gårdhave. Efter de første 3 dørkoder kommer man
ind til min opgang, som er fuldstændig modsat. Opgangen er egentlig
brandtrappen til de foreliggende overdådige lejligheder, men tager man den
lille elevator op til 7'ende etage, og fortsætter ydereligere et niveau op via
trapper, finder man en række lejligheder helt oppe under taget. Og det er her
jeg har taget residens. Underligt nok er komplekset det højeste i miles
omkreds, hvilket resulterer i en fuldstændig overvældende udsigt. Kigger man ud
af vinduet ved hoveddøren, kan man se Montmartre og Sacré-Coeur, som hver aften er oplyst. Kigger man ud af køkkenvinduet, ser man Montparnasse-tårnet og et
panorama-view af parisiske lejligheder, tage og skorsten. Hvis du nogensinde
har set Aristocats, ved du hvad jeg taler om. Kigger man til gengæld ud af
soveværelsesvinduet ser man ikke kun Arch de Triomph, Seinen og Trocadéro, men
fra soveværelsesvinduet, siger jeg dig, ser man Eiffeltårnet fra første parket.
Der er ikke mere end 400 meter derover. Det er lige til at falde i staver over.
Udsigten alene gør op for den kærlige hånd, lejligheden ellers mangler.
Derudover er den stor nok til at jeg kan have gæster, og det har vist sig at
være meget nyttigt. Mere om det senere.
Jeg er så glad for at jeg er kommet tilbage, og det er rart
at have lidt mere plads at boltre sig på. Jeg sætter desuden pris på igen at
have ovn. I min forrige var der kun en mikroovn, og det blev problematisk i
længden. Men selvom jeg stortrives i det lille hjem, har jeg foretaget mig
rigeligt uden for de fire vægge. Det er indtil videre lykkedes mig at gå et par
sko ned. Og jeg er ikke rejst herfra endnu!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar