À la prochaine

Jeg sidder i flyet nu. Vi lander om en halv time. Jeg har sagt mit ikke ”farvel” men ”på gensyns” til min yndlingsby, og kan snart skrive det sidste punktum i mit parisiske eventyr.

For to dage gik jeg for alvor i gang med at så mine au revoirs. Jeg spiste morgenmad på min yndlingscafé for en foreløbigt sidste gang. Et sted jeg har været forelsket i siden første gang jeg var der, og som jeg troligt har besøgt siden. Jeg kommer til at savne min plads ved vinduet med udsigten til smukke Canal Saint-Martin, den lækre morgenmad og de søde ansatte. Ved frokosttid kiggede jeg et smut ind forbi Le Comptoir Général for en kop kaffe, som blev serveret (på huset) af en ny ven. Jeg har ikke danset min sidste dans der endnu, og jeg glæder mig til at besøge Paris om et par måneder og drikke eksotiske drinks med mine venner. Om aftenen var min lille lejlighed fuld. Først af mine veninder og senere de franske underboer, som vi blev venner med, og som vi holdt fest med til langt ud på natten. Det har været skønt at have en lejlighed, der er stor nok til, at jeg har kunne have gæster. Det har været praktisk i forhold til de ikke så få hold af besøgende, jeg har haft, og det har været hyggeligt at holde middage og hyggeaftener med mine venner i Paris, uden at skulle sidde stablet oven på hinanden, som vi gjorde i min første lejlighed, som jeg var så glad for. Mængden af tomme flasker dagen efter, retfærdiggjorde at pigerne sov længe. Selv kunne jeg ikke blive i sengen, da det var min officielt sidste dag i Paris. Så mens de snorkede videre, begav jeg mig ned til den lokale boulanger og købte nogle baguettes til morgenmaden, som vi spiste til den smukke udsigt. Efter vi havde ryddet op og pigerne var taget hjem, løb jeg min sidste tur rundt om Eiffeltårnet, tog et bad og gik så i gang med den helt store pakning. Jeg har ingen ide om, hvordan jeg har kunne have plads til det hele på vej herned. Efter et kvarters asen og masen lykkedes det mig at lukke den helt (minus det håndklæde og lagen jeg blev nød til at smide ud), og gik så i gang med hovedrengøringen. Det er ikke lige så sjovt, som et lyder. Da det blev aften, og jeg var færdig med det hele, mødtes jeg med Clara, og vi tog ud og spiste middag, hvorefter Lynn, Dalin og Philip sluttede sig til for drinks. Det lykkedes mig at abstrahere fra det faktum, at jeg skulle hjem tidligt næste morgen, indtil de gav mig en personlig og meget betænksom afskedsgave. Det mindede mig mest af alt om, hvor heldig jeg har været, at have fået sådan nogle søde venner, som har gjort hele forskellen for mit ophold her. Sammen har vi oplevet, set og gjort så mange ting, som jeg værdsætter og vil huske hele mit liv. Da vi gik hjem over broen fra Alma – Marceau til min lejlighed, og kiggede over på det mørke Eiffeltårn (det slukker kl. 01.00), blev jeg lidt højtidelig. I morges hjalp Dalin og Clara mig med oprydningen, og efter at have tripple-tjekket at jeg ikke have glemt noget, smækkede jeg døren efter mig, og begav mig mod stationen. Det var selvfølgelig ikke uden farvelkys og kram.

Jeg har været hele følelsesspektret igennem i løbet af de sidste 3,5 måned. Selvom jeg kun fysisk har været i Paris i sammenlagt 10 uger, føler jeg, at jeg har haft oplevelser og udfordringer nok for et årti. Jeg kom hertil med den mission, at jeg ville lære fransk og stå på egne ben, og nu hvor jeg sidder her i flyet, føler jeg, at jeg med rette kan sætte et stort fedt hak ved det. For god ordens skyld advarer jeg lige jantolovs-læseren; I det følgende praler jeg lidt. Jeg er utrolig stolt af mig selv over det, jeg har opnået. Jeg er stolt af selvstændigt at have fundet lejlighed og job. Jeg er stolt af at have etableret en hverdag med stamcaféer og små rutiner. Jeg er stolt af at have fundet en god balance mellem at nyde kultur og fest. Jeg er stolt af at have fået nye venner (europæiske og franske) og stolt af at have kunne vise mine egne besøgende venner det liv, jeg har haft her i Paris. Jeg er stolt af mine franskkundskaber. Jeg er stolt af at kunne være alene og nyde mit eget selskab ikke mindst. Jeg er bare rigtig stolt.

Det har været udfordrende og det har selvfølgelig ikke kun været en dans på lutter lagkage. Der har været de små ting, som for eksempel dengang mit kreditkort – vel at mærke det eneste jeg havde med til Paris (lesson learned) – blev spærret. Og så har der været store ting. Ekkoet af fredag d. 13 november 2015 vil aldrig stoppe med at runge for mig. Jeg vil ikke engang forsøge at beskrive mine følelser omkring det, jeg oplevede, og den smerte jeg har delt med ikke kun Paris men med hele verden. Jeg kan sige et stille tak til den mand, der tilbød os den ekstra drink, til tjenerne der åbnede køkkenet for os og min veninde som gav os husly for natten. Jeg er uendeligt taknemmelig for de øvrige tilfældigheder der gjorde, at min søster og jeg ikke var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Mit hjerte vil aldrig stoppe med græde for dem der har mistet deres kære eller livet selv.

Det har været svært at komme tilbage til Paris, men jeg er så utroligt glad for, at jeg valgte at gøre det. Jeg er ikke et splitsekund i tvivl om, at det var den rigtige beslutning, og de sidste uger jeg har haft her, har været ubeskriveligt betydningsfulde for mig. Jeg har set et Paris, der ikke lader sig kue og et folk, der fortsætter livet som før – hvilket ifølge mig er det eneste rigtige – samtidig med at intet er glemt. Jeg oplever ikke et hadefuldt eller hævnbegærende Paris. Jeg oplever Paris som den by, vi alle elsker. Som jeg elsker. 

Nu kommer jeg så til det der sidste punktum, jeg talte om før. Et punktum på den plan, jeg først havde, så forkastede, herefter modificerede for kun af få den taget fra mig, og til sidst beviste præcis det, den skulle. At den slet ikke var behøvet. Jeg havde ingen ide om, hvad der ville ske, da jeg tog hertil, og har siden kun fået bekræftet, at glæden ligger i det uplanlagte og de oplevelser man pludselig er i stand til at tage imod, når han ikke har travlt med at haste fra a til b. Jeg har gået lange ture, jeg har drukket kaffe, kigget på smuk kunst, haft det sjovt med mine venner, sagt ja, nydt, smagt, trukket vejret. Med det i mente sætter jeg det så. Punktummet.