Så gik der endnu en uge. For mit vedkommende har der været både op- og nedture.
Vi kan gemme det bedste til sidst, og starte med det mindre gode. Jeg dummede mig på arbejde forleden. Det er ikke vigtigt hvordan, men det er bare ikke fedt, når man laver en fejl. Især ikke når man er så ny, som jeg er. At jeg så under ingen omstændigheder kan finde ud af, hvordan det er sket, er en anden historie. Det betyder at jeg kører ekstra hårdt på, når jeg er på arbejde. Jeg behøver intet fitness-medlemskab, for hold nu op hvor man sveder, når man turbo-tømmer og -stabler kasser. Jeg er så tilsvarende ekstra træt, når jeg får fri. Fejlen er mere eller mindre genoprettet, men det har fyldt ret meget her de seneste dage. Det er godt, at jeg har en mor, der er god til at trøste over telefonen.
Og heldigvis har jeg jo en masse søde mennesker omkring mig her, og fortsat uoverkommeligt mange ting at tage mig til. Ja, jeg har faktisk lavet en liste, og krydser løbende af. Det går fint både med turistede attraktioner, og jeg har både været oppe i l'Arc de Triomphe og inde i Notre dame, men også på den kulturelle front. Jeg afholdte forleden museums-dag med mig selv, og har besøgt ikke så få igen i løbet af de par uger. Jeg kan især anbefale udstillingen om prostitution i årrækken 1850-1910 på Musée d'Orsay, som er lige så interessant som den er omtalt. Og lidt mere visuelt overraskende end først antaget, må jeg sige. Derudover nyder jeg helt vildt at slentre rundt i Paris uden stedssans, og elsker at spotte små fortovscaféer, hvorfra parisere nyder en espresso og eftermiddagens bløde solstråler i det milde efterårsvejr. Aaah. Endeligt hygger jeg mig med mine venner. Forleden var jeg i byen med au-pair-pigerne. Vi tog til den gade, det ligger ved Bastille, hvor der er propfyldt med barer, og som vi ofte besøger. Det blev sent. I går var jeg til fødselsdagsmiddag hos en ven. Og i går spiste jeg morgenmad med Nathan, som er kommet hjem fra Grækenland. Han er nu brunere end mig, hvilket jeg ikke er vildt begejstret for.
I aften har jeg bestemt mig for blive hjemme med en god film og lækker middag. Bonne soirée!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar