À la prochaine

Jeg sidder i flyet nu. Vi lander om en halv time. Jeg har sagt mit ikke ”farvel” men ”på gensyns” til min yndlingsby, og kan snart skrive det sidste punktum i mit parisiske eventyr.

For to dage gik jeg for alvor i gang med at så mine au revoirs. Jeg spiste morgenmad på min yndlingscafé for en foreløbigt sidste gang. Et sted jeg har været forelsket i siden første gang jeg var der, og som jeg troligt har besøgt siden. Jeg kommer til at savne min plads ved vinduet med udsigten til smukke Canal Saint-Martin, den lækre morgenmad og de søde ansatte. Ved frokosttid kiggede jeg et smut ind forbi Le Comptoir Général for en kop kaffe, som blev serveret (på huset) af en ny ven. Jeg har ikke danset min sidste dans der endnu, og jeg glæder mig til at besøge Paris om et par måneder og drikke eksotiske drinks med mine venner. Om aftenen var min lille lejlighed fuld. Først af mine veninder og senere de franske underboer, som vi blev venner med, og som vi holdt fest med til langt ud på natten. Det har været skønt at have en lejlighed, der er stor nok til, at jeg har kunne have gæster. Det har været praktisk i forhold til de ikke så få hold af besøgende, jeg har haft, og det har været hyggeligt at holde middage og hyggeaftener med mine venner i Paris, uden at skulle sidde stablet oven på hinanden, som vi gjorde i min første lejlighed, som jeg var så glad for. Mængden af tomme flasker dagen efter, retfærdiggjorde at pigerne sov længe. Selv kunne jeg ikke blive i sengen, da det var min officielt sidste dag i Paris. Så mens de snorkede videre, begav jeg mig ned til den lokale boulanger og købte nogle baguettes til morgenmaden, som vi spiste til den smukke udsigt. Efter vi havde ryddet op og pigerne var taget hjem, løb jeg min sidste tur rundt om Eiffeltårnet, tog et bad og gik så i gang med den helt store pakning. Jeg har ingen ide om, hvordan jeg har kunne have plads til det hele på vej herned. Efter et kvarters asen og masen lykkedes det mig at lukke den helt (minus det håndklæde og lagen jeg blev nød til at smide ud), og gik så i gang med hovedrengøringen. Det er ikke lige så sjovt, som et lyder. Da det blev aften, og jeg var færdig med det hele, mødtes jeg med Clara, og vi tog ud og spiste middag, hvorefter Lynn, Dalin og Philip sluttede sig til for drinks. Det lykkedes mig at abstrahere fra det faktum, at jeg skulle hjem tidligt næste morgen, indtil de gav mig en personlig og meget betænksom afskedsgave. Det mindede mig mest af alt om, hvor heldig jeg har været, at have fået sådan nogle søde venner, som har gjort hele forskellen for mit ophold her. Sammen har vi oplevet, set og gjort så mange ting, som jeg værdsætter og vil huske hele mit liv. Da vi gik hjem over broen fra Alma – Marceau til min lejlighed, og kiggede over på det mørke Eiffeltårn (det slukker kl. 01.00), blev jeg lidt højtidelig. I morges hjalp Dalin og Clara mig med oprydningen, og efter at have tripple-tjekket at jeg ikke have glemt noget, smækkede jeg døren efter mig, og begav mig mod stationen. Det var selvfølgelig ikke uden farvelkys og kram.

Jeg har været hele følelsesspektret igennem i løbet af de sidste 3,5 måned. Selvom jeg kun fysisk har været i Paris i sammenlagt 10 uger, føler jeg, at jeg har haft oplevelser og udfordringer nok for et årti. Jeg kom hertil med den mission, at jeg ville lære fransk og stå på egne ben, og nu hvor jeg sidder her i flyet, føler jeg, at jeg med rette kan sætte et stort fedt hak ved det. For god ordens skyld advarer jeg lige jantolovs-læseren; I det følgende praler jeg lidt. Jeg er utrolig stolt af mig selv over det, jeg har opnået. Jeg er stolt af selvstændigt at have fundet lejlighed og job. Jeg er stolt af at have etableret en hverdag med stamcaféer og små rutiner. Jeg er stolt af at have fundet en god balance mellem at nyde kultur og fest. Jeg er stolt af at have fået nye venner (europæiske og franske) og stolt af at have kunne vise mine egne besøgende venner det liv, jeg har haft her i Paris. Jeg er stolt af mine franskkundskaber. Jeg er stolt af at kunne være alene og nyde mit eget selskab ikke mindst. Jeg er bare rigtig stolt.

Det har været udfordrende og det har selvfølgelig ikke kun været en dans på lutter lagkage. Der har været de små ting, som for eksempel dengang mit kreditkort – vel at mærke det eneste jeg havde med til Paris (lesson learned) – blev spærret. Og så har der været store ting. Ekkoet af fredag d. 13 november 2015 vil aldrig stoppe med at runge for mig. Jeg vil ikke engang forsøge at beskrive mine følelser omkring det, jeg oplevede, og den smerte jeg har delt med ikke kun Paris men med hele verden. Jeg kan sige et stille tak til den mand, der tilbød os den ekstra drink, til tjenerne der åbnede køkkenet for os og min veninde som gav os husly for natten. Jeg er uendeligt taknemmelig for de øvrige tilfældigheder der gjorde, at min søster og jeg ikke var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Mit hjerte vil aldrig stoppe med græde for dem der har mistet deres kære eller livet selv.

Det har været svært at komme tilbage til Paris, men jeg er så utroligt glad for, at jeg valgte at gøre det. Jeg er ikke et splitsekund i tvivl om, at det var den rigtige beslutning, og de sidste uger jeg har haft her, har været ubeskriveligt betydningsfulde for mig. Jeg har set et Paris, der ikke lader sig kue og et folk, der fortsætter livet som før – hvilket ifølge mig er det eneste rigtige – samtidig med at intet er glemt. Jeg oplever ikke et hadefuldt eller hævnbegærende Paris. Jeg oplever Paris som den by, vi alle elsker. Som jeg elsker. 

Nu kommer jeg så til det der sidste punktum, jeg talte om før. Et punktum på den plan, jeg først havde, så forkastede, herefter modificerede for kun af få den taget fra mig, og til sidst beviste præcis det, den skulle. At den slet ikke var behøvet. Jeg havde ingen ide om, hvad der ville ske, da jeg tog hertil, og har siden kun fået bekræftet, at glæden ligger i det uplanlagte og de oplevelser man pludselig er i stand til at tage imod, når han ikke har travlt med at haste fra a til b. Jeg har gået lange ture, jeg har drukket kaffe, kigget på smuk kunst, haft det sjovt med mine venner, sagt ja, nydt, smagt, trukket vejret. Med det i mente sætter jeg det så. Punktummet.

Intentionen med denne blog var at beskrive fordelene ved ikke at have en plan og lade tilfældighederne overtage. Derfor er det ironisk, at nogle andres plan gik ind og trumfede min mangel på samme. I mit seneste oplæg skrev jeg at jeg ville få besøg af min søster. Hun ankom torsdag aften, og vi havde nogle vidunderlige timer og oplevelser sammen, inden vi desværre kom meget tæt på den plan, som nogle havde lagt for fredag d. 13 november. Vi oplevede terror-aftenen på første parket, og det har ultimativt betydet at jeg pakkede min kuffert, sagde mit job op og bedrog mig hjemad. Midlertidigt!

Det blev til 4 uger på dansk jord. 4 uger som for mig gik ufatteligt langsomt, samtidig med at jeg ikke forstår, hvor tiden blev af. Jeg udnyttede selvfølgelig tiden med venner og familie, og selvom det var skønt at se dem, og at have dem nær mig, følte jeg fra sekundet jeg landede, at jeg skulle tilbage til Paris. Jeg var slet ikke færdig med det eventyr, jeg var begyndt st skrive.

Jeg valgte at tage tilbage alene, for at følge den individuelle kurs, jeg havde lagt for. Jeg ankom d. 17. december, men overtog ikke den tredje og sidste lejlighed, jeg på forhånd havde planlagt og lejet før d. 22. december. Men heldigvis har jeg jo efterhånden fået nogle søde venner i byen, hvoraf den ene tilbød mig at bo i hendes studio, til trods for at hun rejste hjem for at fejre jul. Jeg var dybt taknemmelig, og gav hende, da jeg havde fået bakset min 25kg-tunge kuffert op på syvende etage (uden elevator), et kæmpe kram at rejse hjem på. Det samme gjorde jeg til alle mine andre venner, og efter et par dage, havde jeg Paris helt for mig selv.

Det varede dog ikke længe, for allerede d. 23. december ankom min far og hans kæreste til lysets by, og blev her overjuledagene. Til den tid havde jeg overtaget min nye lejlighed, som heldigvis er stor nok til, at jeg kan have gæster boende. Efter hyggeligt visit, ønskede jeg mine første gæster i denne omgang på gensyn, og havde igen Paris på enehånd. Næsten. For derudover har jeg mødtes med en gammel ven fra Danmark som var på forbifart, og drukket kaffe med min franske ven Nathan.

Alt i alt er der gået 6 uger siden mit sidste opslag. Jeg vil ikke engang forsøge at beskrive, hvad jeg har oplevet i dem, men jeg skal nok få delt det, jeg finder relevant med jer alligevel her. Derfor håber jeg i vil følge med mig igen.

Blomster foran Le Petit Cambodge

Min nye lejlighed

Jeg rejste hjem til Danmark natten mellem d. 14 og 15. november, og havde nogle rolige uger og fik genset og krammet alle dem, jeg havde savnet. Samtidig fik jeg snakket meget om hændelserne, og jeg følte mig tryg ved min beslutning om at være taget hjem fra Paris, selvom jeg af hele mit hjerte havde ønsket, at jeg kunne være blevet. Det har været utroligt frustrerende og ødelæggende, at ydre omstændigheder - og så frygtelige af slagsen - i sidste ende tog beslutningen på mine vegne om at måtte tage hjem. Selvom det kun var midlertidigt, betød det at jeg måtte sige mit job op, og på den måde sætte mit eventyr på hold. Efter nogle uger hjemme med både lette og svære perioder, erkendte jeg at jeg ikke følte mig tilpas hjemme. Jeg var ikke færdig med Paris, og jo før jeg kom tilbage, jo bedre. Oprindeligt var planen, at jeg skulle tage tilbage til Paris d. 22 december, hvilket var dagen, hvor jeg havde lånt lejligheden fra, men for hver dag der gik i ugerne op til, blev jeg mere og mere utålmodig. Derfor bookede jeg allerede en billet til d. 17. december, og boede de første par dage hos min veninde Clara. Selvom det var hyggeligt, glædede jeg mig helt vildt til at være boende og ikke besøgende, så det var med stor glæde at jeg satte nøglerne i døren til min egen lejlighed. 

Jeg jeg åbnede døren, blev jeg mødt af et noget overraskende syn. Den tidligere havde efterladt et rod, som jeg er ret sikker på, at Sundhedsstyrelsen ikke ville kunne stå inde for. Jeg havde det i hvert fald ambivalent med de uvaskede tallerkener i vasken, det beskidte sengetøj og den gullige væske på køkkengulvet. Det vil sige at hele første aften - og et par timer af natten - gik med en af de grundigste og mest udmattende rengøringssessioner, jeg har været involveret i. Da jeg morgenen efter blev færdig med moppe og spand følte jeg mig til gengæld helt flyttet ind, da jeg i processen om at forvandle losseplads til hyggehule, virkelig følte at jeg havde skabt mig et lille hjem. Det vil sige, at at siden jeg flyttede ind i lejligheden, har jeg følt mig hjemme. Dette på trods af, at jeg godt vidste, at det kunne skulle være det 4 uger frem.

Lejligheden ligger på Avenue Rapp i det 7ende arrondissement. Et rent, pænt og ordenligt kvarter med fine boulang- og chocolateries. Selve lejlighedskomplekset udefra ligner en million. Elegante, karverede mønstre på stenvæggene, et stort, dekorativt spejl i gangen, en smuk glasdør ud til den endnu smukke gårdhave. Efter de første 3 dørkoder kommer man ind til min opgang, som er fuldstændig modsat. Opgangen er egentlig brandtrappen til de foreliggende overdådige lejligheder, men tager man den lille elevator op til 7'ende etage, og fortsætter ydereligere et niveau op via trapper, finder man en række lejligheder helt oppe under taget. Og det er her jeg har taget residens. Underligt nok er komplekset det højeste i miles omkreds, hvilket resulterer i en fuldstændig overvældende udsigt. Kigger man ud af vinduet ved hoveddøren, kan man se Montmartre og Sacré-Coeur, som hver aften er oplyst. Kigger man ud af køkkenvinduet, ser man Montparnasse-tårnet og et panorama-view af parisiske lejligheder, tage og skorsten. Hvis du nogensinde har set Aristocats, ved du hvad jeg taler om. Kigger man til gengæld ud af soveværelsesvinduet ser man ikke kun Arch de Triomph, Seinen og Trocadéro, men fra soveværelsesvinduet, siger jeg dig, ser man Eiffeltårnet fra første parket. Der er ikke mere end 400 meter derover. Det er lige til at falde i staver over. Udsigten alene gør op for den kærlige hånd, lejligheden ellers mangler. Derudover er den stor nok til at jeg kan have gæster, og det har vist sig at være meget nyttigt. Mere om det senere.

Jeg er så glad for at jeg er kommet tilbage, og det er rart at have lidt mere plads at boltre sig på. Jeg sætter desuden pris på igen at have ovn. I min forrige var der kun en mikroovn, og det blev problematisk i længden. Men selvom jeg stortrives i det lille hjem, har jeg foretaget mig rigeligt uden for de fire vægge. Det er indtil videre lykkedes mig at gå et par sko ned. Og jeg er ikke rejst herfra endnu!

En god dag

Jeg er simpelt hen nød til at dele min glæde. Jeg har haft en vidunderlig dag. Udover at togene bare er kommet, det sekund jeg er trådt ind på perronen, og at solen har skinnet på det smukke efterårslandskab, så har jeg haft succesfølelse og overskud på arbejde. Jeg havde en ekstra vagt i dag, da jeg har fået ansvaret for at organisere hele indgangspartiet og de bagvedliggende udstillinger. I går brugte jeg hele arbejdsdagen på det sammen med min chef, og fortsatte i dag solo. For første gang fik jeg ansvar, og det er fantastisk at føle, at man har levet op til de krav og forventninger, der er stillet. Og så gør det kun det hele bedre, at det drejer sig om juleudstillingen med julenisser, kalenderlys og alt der hører til. Jeg er kæmpe jule-entusiast, så forestil jer, hvor sjovt jeg havde det med at pynte juletræ hele formiddagen i går. Jeg måtte tage ALT jeg ville fra hylderne, og følte mig som et barn sluppet fri i en slikforretning. Med det sagt var der også nogle tunge kasser, der skulle flyttes og enorme mængder pap, der skulle smides ud. Det har været sjovt, svært og ikke mindst udmattende, og efter 9 timers hårdt arbejde i julekugleland i dag er jeg nu på vej hjem, og glæder mig til velfortjent aftensmad. Jeg skal lige rydde lidt op, for i morgen får jeg vigtigt besøg. I morgen er den dag, hvor min søster kommer og bor hos mig et par dage, og jeg glæder mig ubeskriveligt meget. Jeg har faktisk svært ved at beskrive hvor meget, så jeg tror, at jeg vil undlade at forsøge.
Næste gang er mit stop, så jeg holder for her. Godaften!

Op- og nedture, smukke omgivelser og søde venner

Så gik der endnu en uge. For mit vedkommende har der været både op- og nedture.  Vi kan gemme det bedste til sidst, og starte med det mindre gode. Jeg dummede mig på arbejde forleden. Det er ikke vigtigt hvordan, men det er bare ikke fedt, når man laver en fejl. Især ikke når man er så ny, som jeg er. At jeg så under ingen omstændigheder kan finde ud af, hvordan det er sket, er en anden historie. Det betyder at jeg kører ekstra hårdt på, når jeg er på arbejde. Jeg behøver intet fitness-medlemskab, for hold nu op hvor man sveder, når man turbo-tømmer og -stabler kasser. Jeg er så tilsvarende ekstra træt, når jeg får fri. Fejlen er mere eller mindre genoprettet, men det har fyldt ret meget her de seneste dage. Det er godt, at jeg har en mor, der er god til at trøste over telefonen. Og heldigvis har jeg jo en masse søde mennesker omkring mig her, og fortsat uoverkommeligt mange ting at tage mig til. Ja, jeg har faktisk lavet en liste, og krydser løbende af. Det går fint både med turistede attraktioner, og jeg har både været oppe i l'Arc de Triomphe og inde i Notre dame, men også på den kulturelle front. Jeg afholdte forleden museums-dag med mig selv, og har besøgt ikke så få igen i løbet af de par uger. Jeg kan især anbefale udstillingen om prostitution i årrækken 1850-1910 på Musée d'Orsay, som er lige så interessant som den er omtalt. Og lidt mere visuelt overraskende end først antaget, må jeg sige. Derudover nyder jeg helt vildt at slentre rundt i Paris uden stedssans, og elsker at spotte små fortovscaféer, hvorfra parisere nyder en espresso og eftermiddagens bløde solstråler i det milde efterårsvejr. Aaah. Endeligt hygger jeg mig med mine venner. Forleden var jeg i byen med au-pair-pigerne. Vi tog til den gade, det ligger ved Bastille, hvor der er propfyldt med barer, og som vi ofte besøger. Det blev sent. I går var jeg til fødselsdagsmiddag hos en ven. Og i går spiste jeg morgenmad med Nathan, som er kommet hjem fra Grækenland. Han er nu brunere end mig, hvilket jeg ikke er vildt begejstret for. I aften har jeg bestemt mig for blive hjemme med en god film og lækker middag. Bonne soirée!

:-)

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde det her opslag, fordi der ikke som sådan er en rød trød. I stedet får i en oversigt over de foregående dage. Hvad jeg har lavet, og hvad der er gået igennem mit hoved.

Det giver vel sig selv, at det ikke bare er en dans på lutter lagkage, det her med at lære et nyt sprog. Forleden dag på arbejdet var der enormt travlt, og jeg var for første gang sat til at arbejde på lageret. Dem som kender til Søstrene Grene ved, at de har et uoverkommeligt sortiment af dimsedutter og tingelinger.  Samtidig var alle 5 ansatte på arbejde, og de hyggede sig (selvfølgelig mens de arbejdede) med samtaler og jokes på fransk, mens jeg intet forstod. Det var min første lidt mutte arbejdsdag. Jeg forventer ikke (snarere tværtimod) at mine kollegaer konstant skal tage hensyn til, at jeg ikke taler sproget, men jeg følte mig alligevel frustreret over ikke at kunne forstå, hvad de sagde. Jeg er normalt et menneske, der deler alle mine tanker, så snart jeg har dem – heraf denne blog – og jeg syntes det er svært, at jeg ikke sådan umiddelbart kan fortælle sjove historier eller anekdoter om ting jeg oplever. Det er selvfølgelig med til at motivere mig til at lære sproget, men samtidig kan jeg også mærke utålmodighed fra både (nogle af) mine kollegaer og selvsagt fra undertegnede, når ordene bare ikke falder, som de skal. På den anden side, hvad kan man forvente. Jeg håber og venter på, at mit franske pludselig tager fart. Heldigvis har jeg siden da haft nogle dejlige arbejdsdage, og jeg føler mig hele tiden mere og mere sikker i det jeg gør. En gang imellem tænker jeg, ”hey, jeg har lige ført en samtale på flere minutter med en klient, som ikke ville have nogen ide om, at jeg ikke talte sproget flydende”. Kunderne ved jo ikke, at meget af det er hyppigt stillede spørgsmål og derfor indøvede svar fra min side. Men det er vel også en begyndelse.

Jeg har stadig mine søde au-pair-venner. Forleden havde jeg dem med på Paname igen, og senere på bar, hvor vi fik nogle drinks, inden vi takkede af for aftenen. Det er virkelig rart at have et veletableret netværk her, fordi selvom alt jeg har lavet en dag er at arbejde, så ved jeg, at jeg ikke er alene. Og så er det rart at kunne udveksle ideer og tips om gode områder. I går var jeg eksempelvis på en café, som min svenske veninde Mathilda havde anbefalet. 

Nathan er tilbage i Paris efter en uge i Grækenland, og vi arbejder på at finde en dag, hvor vi kan ses. 

Lige nu har jeg weekend, og i går var jeg som sagt på café, som hedder L’improbable. Min egentlige plan for dagen var egentlig at sight-see’e, men netop som jeg skulle til at begive mig ned på perronen, styrtede jeg halvvejs ned af den lange trappe. Topkarakterer fra samtlige dommere i frit fald. Efter mine mange tilskuere havde sikret sig, at jeg var okay, bestemte jeg mig for – efter at have mistet mit metro-mod for dagen – at blive i området. Jeg gik først tilbage til lejligheden og rensede sår og skræmmer (det blå mærke er der intet at gøre ved), og rengjorde så mine 14 m2. Og efter at jeg havde afleveret mit vasketøj, gik jeg en tur i Marais. Notre Dame, Îls de la Cité, Pont Neuf. Jeg fik også skypet lidt med min veninde Bella, som fortalte om strabadserne derhjemme, mens jeg kiggede i butikker. Aftenen brugte jeg i nyredt seng med film og guf. Det er jo weekend.

I dag har jeg startet min morgen på yndlingscaféen Institut de Bonté, og har nu planlagt byvandring og kultur-tur. Vi snakkes ved.

metrotur til arbejde

Au-pair-piger på bar

Mit lokale vaskeri

Kærlighedslåse ved Pont Neuf

Den tjekkede café L'improbable

Franske metoder

Jeg er fortsat i fuld gang med at lære fransk. Det er et umuligt sprog. Ikke nok med at de har en halv milliard regler, så har de lige så mange undtagelser. Jeg var på Paname forleden, hvor jeg så comedy med mine veninder, og en af de optrædende - en pariserinde vel ar mærke - lavede et helt indslag om netop dette. Så vidt som jeg forstår, findes der grammatik-quizzer i aviserne. Hvis ikke engang franskmændene kan blive enige, hvordan skal jeg så!

Men altså, det skrider frem. Jeg har skrevet om nogle af de metoder, jeg har taget i brug for at få fyret op under de franske verber.

1) Jeg tilmeldte mig som noget af det første et 2-ugers sprogkursus, som fik støvet de mest glemte gloser af. 

2) Jeg starter altid samtaler med franskmænd på fransk. Hvis det ikke går, bliver det på engelsk, men med tiden er det færre og færre samtaler der ender sådan. 

3) Jeg har et job, hvor hverken kunder eller kollegaer taler engelsk. Det tvinger mig til hele tiden at tale på fransk. Indtil videre har jeg lært mig selv de fraser, der ofte skal bruges. Bonjour Madame, ønsker De en pose til deres varer? Derudover er jeg hele tiden i højere grad i stand til at svare på de spørgsmål, som stilles, som jeg ikke har mulighed for at forberede mig på. Hvordan i alverden skulle jeg vide at chandeuse på dansk er et sigte? Men når jeg beder dem om at forklare mig, hvad de taler om, så forstår jeg det (næsten). 

4) Endeligt har jeg min franske ven Nathan, som er sød til at lære fra sig. Og til mig held har en del tålmodighed.

Men senest har jeg fundet en ny metode. Der ligger en boghandel på Boulevard Bonne Nouvelle, som jeg før er gået forbi og har snuset lidt til. Forleden tog jeg mig tid til at kigge de gamle genbrugsbøger igennem, som fint var sorteret efter kategori til meget overkommelige priser. Jeg fandt alt fra gossip girl-striben til atlas og leksikon, alt sammen på fransk, og priserne varierede fra 20 cent til 2,5 euro. Efter en halv time betalte jeg for mine 3 bøger - ef af hvilke var sjovt nok H.C. Andersens klassiker 'Den Grimme Ælling' - og begav mig hjemad. De lange transporttimer til og fra arbejde bruger jeg nu på at oversætte dem. Selvsagt med stor hjælp fra min ordbog. Jeg skal nok sige til, når jeg er færdig. Giv mig lige et par år!

Det fine udvalg af gamle bøger

H.C. klassikeren 'Den Grimme Ælling'