I går følte jeg mig for første gang siden min ankomst lidt mut. Jeg troede det ville hjælpe at tale lidt med min far, men hjem føltes kun endnu længere væk efter vores samtale om vind og vejr. Hyggeligt var det dog! Jeg havde ellers haft en dejlig morgen, som jeg havde brugt på først at slentre rundt med halvvåde sokker i regnvejr i de små, krogede gader, og bagefter varmet mig med en kop kaffe på en af Paris' hyggeligste caféer. Men som jeg sad der, nedsunket i den bløde sofa, og havde svært ved at koncentrere om min bogs indhold, blev jeg trykket ved tanken om, at jeg ikke havde nogen, at dele dagen med. En følelse jeg frem til nu har undgået. Har jeg følt mig alene? Ja. Men ikke ensom. Desuden kan jeg godt lide mit eget selskab. Jeg besluttede mig for at gøre noget ved det, og jeg sendte en SMS til Ari, som jeg forleden blev introduceret for via en af de mange au pairs. Med intet at miste spurgte jeg, om hun havde lyst til at slå hovederne sammen i løbet af dagen. Figurativt ment, selvfølgelig. Og yes sir, vi aftalte at mødes til et glas vin efter hun fik fri.
Men eftersom hun først var færdig på arbejde sent, havde jeg et par timer at slå ihjel alene. Så gik det op for mig, at det var åndssvagt at tænke sådan, når man befinder sig i en af de mest spændende, europæiske storbyer. Jeg tog mig sammen, og skiftede ud af mine ellers meget behagelige joggingbukser - som jeg havde iført mig sekundet jeg kom hjem til lejligheden - og trak i noget langt mere stramtsiddende, men samtidig mere passende til en aften ude. Jeg huskede nemlig, at der hver tirsdag er stand-up på Paname Art Café, hvor jeg først mødte Nathan, som jeg faktisk skal drikke kaffe med i dag. Som sagt kan jeg godt lide mig eget selskab, og har ingen problem er med at gå ud alene, så jeg slog mig ned med en Carlsberg (jeg var trods alt fortsat lidt hjem-syg), og brugte den næste time på at grine af fjollede franskmænd, der med tykke accenter og u-udtalte h'er kæmpede for at få os til at grine.
Da showet var færdigt, og jeg begyndte at bevæge mig mod baren, hvor jeg skulle møde Ari, opfangede min indre radio pludselig en fremmed sekvens, og som en anden jagthund, der hører lyden af et byttedyr nærme sig, tunede mine ører sig selektivt ind på samtalen bag mig. Som foregik på dansk! Det overrasker vel ingen, der kender mig eller som har læst med fra starten, at jeg med det same introducerede mig for de to jævnaldrende piger. De studerede begge i København, var her på udvekslingsår, og var denne aften ude med en gruppe venner. De inviterede mig med videre, men jeg havde jo en anden aftale, så vi udvekslede information, og sagde bonne soirée. Senere havde jeg en sindssygt hyggelig aften med Arie. Det er altså utroligt, hvor livlig Paris er sammenholdt med København på en tirsdag! Lektien denne gang er, at hvis man føler sig lidt Palle-alene-i-verden, er det nemt at gøre noget ved det. Det handler bare om initiativ.
Senere i dag vender jeg tilbage med et spændende indslag. Hej så længe.
Men eftersom hun først var færdig på arbejde sent, havde jeg et par timer at slå ihjel alene. Så gik det op for mig, at det var åndssvagt at tænke sådan, når man befinder sig i en af de mest spændende, europæiske storbyer. Jeg tog mig sammen, og skiftede ud af mine ellers meget behagelige joggingbukser - som jeg havde iført mig sekundet jeg kom hjem til lejligheden - og trak i noget langt mere stramtsiddende, men samtidig mere passende til en aften ude. Jeg huskede nemlig, at der hver tirsdag er stand-up på Paname Art Café, hvor jeg først mødte Nathan, som jeg faktisk skal drikke kaffe med i dag. Som sagt kan jeg godt lide mig eget selskab, og har ingen problem er med at gå ud alene, så jeg slog mig ned med en Carlsberg (jeg var trods alt fortsat lidt hjem-syg), og brugte den næste time på at grine af fjollede franskmænd, der med tykke accenter og u-udtalte h'er kæmpede for at få os til at grine.
Da showet var færdigt, og jeg begyndte at bevæge mig mod baren, hvor jeg skulle møde Ari, opfangede min indre radio pludselig en fremmed sekvens, og som en anden jagthund, der hører lyden af et byttedyr nærme sig, tunede mine ører sig selektivt ind på samtalen bag mig. Som foregik på dansk! Det overrasker vel ingen, der kender mig eller som har læst med fra starten, at jeg med det same introducerede mig for de to jævnaldrende piger. De studerede begge i København, var her på udvekslingsår, og var denne aften ude med en gruppe venner. De inviterede mig med videre, men jeg havde jo en anden aftale, så vi udvekslede information, og sagde bonne soirée. Senere havde jeg en sindssygt hyggelig aften med Arie. Det er altså utroligt, hvor livlig Paris er sammenholdt med København på en tirsdag! Lektien denne gang er, at hvis man føler sig lidt Palle-alene-i-verden, er det nemt at gøre noget ved det. Det handler bare om initiativ.
Senere i dag vender jeg tilbage med et spændende indslag. Hej så længe.
De søde stand-uppere fra Paname
Ingen kommentarer:
Send en kommentar